Det grænseløse arbejde

Jacob Skov argumenterer i sin bog “Det brændende engagement” for, at et karakteristika for arbejdet i vidensamfundet er den stedse stigende sammensmeltning af arbejdstid og fritid. Ophævelsen af de tre sfære: arbejdsfæren, privatsfæren og for den sags skyld også intimsfæren koblet sammen med en voldsom anvendelse af performancemålinger gør vidensmedarbejderne syge. Ved at bruge performancemåling i stedet for tid som grund-laget for kontrakten mellem medarbejder og organisation bliver arbejdsdagen uendelig, og ved at indføre en sprogbrug som tager sit udgangspunkt i privats/-intimsfæren skaber organisationer et falsk fællesskab. Denne superkorte gengivelse af et af budskaberne i Jacob Skovs i øvrigt dybt interessante bog er ikke hel loyal over for bogen, men af pladshensyn må det være sådan. Når vi tager den op her, så er det for at pege på muligheden af, at Jacob Skovs budskab måske bygger på nogle præmisser, som ikke længere holder stik. En væsentlig præmis for budskabet er, at arbejdsdagen er opdelt i sfærer. Opdelingen af arbejdsdagen i afgrænsede sfærer er en foreteelse, som blev skabt med industrialismens komme. Før industrialismen slog igennem som gennemgribende samfundsformation var langt de fleste mennesker i den vestlige verden beskæftiget ved landbruget eller tilknyttede erhverv. Opdelingen i sfærer eksisterede næppe. Arbejdstiden fulgte årets og dagens gang. Begrebet medarbejder og den følgende opdeling i sfærer kommer først med indu-strialismen, for under industrialismen sælger arbejderen ikke den værdi, han producerer, men sin tid[1]. Det er her, at begrebet medarbejder og leder for den sags skyld bliver en realitet. I forhold til Jacob Skovs budskab betyder det, at opdelingen i arbejdssfære, privatssfære osv. er et historiske fænomen, og med industrialismens indskrænkning svinder dette begrebs betydning mere og mere. Dermed ryger også argumentationen, at performancemålinger som et nutidigt fænomen skaber sygdom. Før industrialismen blev landmanden, smeden, bageren osv. målt på – deres performance, altså hvor gode de var til at producere dette eller hint produkt. Hvad bliver de målt på i dag? – Det samme. Se på Danmarks statistik over dødelighed og erhverv[2], og man vil se, at de, som lever længst, er landmænd og præster, og hvordan er det lige med deres arbejdstid! Vi vil postulere, at det,  som virkelig presser medarbejdere og ledere, er kompleksiteten i arbejdet. – Ikke det brændende engagement, eller det grænseløse arbejde som Anders Raastrup Kristensen argumenterer for i sin bog Det grænseløse arbejdsliv, der følger op på Jacob Skovs argumentation.

En sammenligning mellem en lærers arbejdsdag for 30 år siden og nu:

For 30 år siden udgjorde elevgruppen på de gymnasiale uddannelser max. 30 % af en ungdomsårgang, dvs. gruppen var langt mere homogen end i dag, hvor gruppen nærmer sig 50%. Mængden af elever fra uddannelsesfremmede miljøer er langt større end først i 80’erne. Hovedparten af eleverne fortsatte deres uddannelse på videregående uddannel-ser. I dag er gymnasiet sidste uddannelse for en meget stor gruppe. Med gymnasiereformen er der krav om, at lærerne kan arbejde tværfagligt  - lig øget kompleksitet.

Lærerne på gymnasie- som på erhvervsuddannelserne blev i 80’erne primært ansat, fordi de kunne et fag eller to. De gælder stadig, men nu skal de kunne de organisatoriske kompetencer, de skal favne en meget heterogen elevgruppe. Det forventes, at de tillige i stigende grad involverer sig i elevernes sociale problemer. De møder forhandlerbørn og forhandlerforældre i en grad, som de ikke før har set. Deres delvise monopol på viden udfordres i hver undervisningslektion af internettet og elevernes adgang hertil. Deres autoritet som I 80’erne hvilte på, at de besad den nødvendige viden, bliver udfordret.

Samarbejdet mellem skole og forældre var præget af respekt for skolen, omend respekten var under nedbrud, nu er der stadig respekt, men kravene fra forældrene er steget, vil vi hævde.

De nævnte forhold findes også på erhvervsuddannelserne.